(Dette afsnit er skrevet af Marie Borg Lidbjerg)

I dag hedder arealet, vi bor på, Søndertoften. Men ser man nærmere på stilen, bygningerne er opført i, eller hører man til de første, som flyttede herud for ca. 30 år siden, ved man, at den bebyggelse, som vi kender i dag, ikke altid har ligget her. Det var omtrent den viden, jeg selv havde, da jeg besluttede mig for at undersøge, hvad der var her på arealet, før disse rækkehuse blev bygget engang i 1960erne...
Jeg var dog godt klar over, at jeg ikke skulle ud at grave i jorden for at finde oplysninger om den tidligere historie om Søndertoften. Så i stedet besøgte jeg vores Byhistoriske samling og arkiv på Blaakildegaard og bad personalet hjælpe mig med at finde de nødvendige oplysninger til mit projekt.
    For at få hele historien om Søndertoften skal man helt tilbage til 1850erne, hvor det areal, vi kender som Højgårdstoften, Søndertoften og den sydligste del af Løvtoften, alle hørte under én bonde ved navn Hans Andersen. Hans Andersen og hans familie boede på en gård, Højgaard, som geografisk var placeret samme sted, som daginstitutionen af samme navn ligger i dag. (se fig. 1+2).

Han havde 3 sønner, og på dette tidspunkt var det kotume, at enhver gårdejersøn så vidt muligt skulle have en gård. Så han måtte gøre noget...
   Arealet, han ejede, har sikkert ikke været stort nok til at måtte 3 familier. Det ville blive et problem, hvis hver søn stiftede familie, og han skulle dele jorden mellem dem. Dengang var man meget afhængig af sine egne afgrøder, da man var selvforsynende med langt de fleste varer. I stedet for udstykkede han jorden i to dele; delt af Byvej (i dag Vejtoften) (se fig. 3). På det ene jordlod lå som sagt allerede en gård, Højgaard, men på det andet jordlod var der endnu ikke andet end jord. Det var så her, gården Søndervang blev opført. Gården stod færdig i 1855, og Hans Andersen og hans ældste søn, Anders Hansen flyttede derud. Tilbage på Højgaard boede Hans Andersens yngste søn, Lars Hansen, og den mellemste, Ole Hansen, flyttede til et husmandssted i Høje Taastrup.

Hans Andersen og søn boede dog ikke så længe alene på Søndervang. Allerede 2 år efter, de var flyttet derud, giftede Anders Hansen sig med en pige, Maren Nielsdatter, fra Ishøj.

 Skal man tro Martin Hansen, et barnebarn af Anders Hansen og Maren Nielsdatter, fik de i bryllupsgave bl.a. en egetræskiste, som selv på daværende tidspunkt havde stor historisk betydning. Kisten var taget med fra Højgaard og havde stået på Højgaard i hvert fald tilbage til den sidste englandskrig i 1807. Da var nogle skotter gået i land ved Køge og bevægede sig mod Vestegnen... Rygtet løb i forvejen til beboerne på Højgaards store held, så de nåede at grave egetræskisten med alle deres ejendele ned i karlekammeret. (Nu skal man huske, at bygningerne på den tid ikke havde vor tids parketgulve eller andre faciliteter, men kun ler eller evt. stengulv.) Da skotterne så kom, kunne de selvfølgelig ikke finde kisten. De begyndte derfor at stikke i gulvet med spyd, og til sidst fandt de kisten. Skotterne blev, sikkert til deres store ærgerlse, kaldt tilbage fra deres plyndring, så de nåede ikke at grave kisten fri eller tage værdigenstandene med sig. Inden Anders Hansen og Maren Nielsdatter fik kisten i bryllupsgave, var den blevet malet om, og det originale låg var blevet skiftet ud pga. mærkerne fra spyddene...

Hans Andersen døde i 1858, men nåede dog at blive farfar til en dreng, som traditionen tro blev opkaldt efter ham selv. Udover Hans Andersen fik Anders Hansen og Maren Nielsdatter også 2 piger, Maren og Dorthe Marie. I parentes bemærket var det Dorthe Marie, som senere blev mor til Martin Hansen. Hverdagen på gården er sikkert gået med at dyrke den jord, der efter udstykningen hørte til Søndervang. Og som årene gik blev begge døtre gift og flyttede fra gården, mens sønnen, Hans Andersen blev oplært i landbruget ligesom sin fader.
   I 1889 døde Anders Hansen, og Maren Nielsdatter ejede så Søndervang i et år. Så gik hun på aftægt hos sin søn, som overtog ejermålet. At gå på aftægt ville i dag svare til at gå på pension. Forskellen fra den gang og til i dag er, at før i tiden var det børnene, som tog sig af forældrene, når de blev gamle. De, som gik på aftægt, fik ikke en månedlig pension udbetalt som i dag, men boede (oftest) hos børnene og var på kost og logi. De hjalp eventuelt med opgaver i hjemmet, så længe de kunne.
   Tilbage på Søndervang levede Maren Nielsdatter i 3 år efter sin mands død. Derefter sad Hans Andersen alene med gården. Det gjorde han dog ikke så længe, for allerede i 1895 solgte han den videre til en Carl Jensen. Han var kun ejer af Søndervang i et års tid, indtil han solgte den videre til en Hans Olsen fra Ishøj. Hans Olsen, som var nygift, flyttede ud på gården sammen med sin kone, Margrethe. Året efter fik de en søn Nilaus Peter, og året efter igen fik de nr. 2, Laurids Frederik. De fik i alt seks børn. (se fig. 5)

Dengang var der tradition for, at den førstefødte skulle arve først med hensyn til ejendom etc., men i denne familie så det lidt anderledes ud. Den ældste søn, Nilaus Peter, blev ikke landmand som sin fader. Han blev i stedet anlægsgartner, og derfor var det den næste søn, Laurids Frederik, som blev landmand og arvede gården. Det gjorde han i 1939, hvor begge hans forældre gik på aftægt. Det var også i dette år, han blev gift med Johanne Kristine. Året efter fik de datteren Karen Margrethe.

 De levede så 3 generationer under samme tag på Søndervang, og Hans og Margrethe nåede da også at fejre guldbryllup, inden Margrethe døde i 1947.  Året efter døde Hans Olsen, og Laurids Frederik styrede gården videre indtil 1961. Da solgte han den til et ejendomsselskab. Han fik på det tidspunkt over en million for Søndervang, og den million siges at stamme fra en drøm, Dorthe Marie havde, da hun var barn på Søndervang omtrent 100 år tidligere. Hun drømte, i følge sin søn Martin Hansen, at hun stod og rodede med sine hænder i en tønde med guld fra en onkel i Amerika, men da hun vågnede var guldet væk, og som i en sagnfortælling mener Martin Hansen, at guldet er kommet tilbage som millionen...
   Bygningerne af gården blev revet ned, og jorden gjort brugelig  til byggeri, og i 1966 er de første rækkehuse færdigbyggede og klar til indflytning.